Belastningsreaktion handler om udefrakommende faktorer eller begivenheder, der udmatter og virker overvældende på en måde, så man bare ikke magter noget mere. Det opleves som en fornemmelse af at have fået “slået benene væk under sig”. Man er bekymret, tung og træt, har frygtfantasier, orker ikke hverdagens gøremål og trækker sig fra social aktivitet. Nogen vil også opleve angst eller depression (eller begge dele) i varierende grad.

Belastningsreaktion kan opstå som følge af af længerevarende belastning (fx arbejdspres eller svære relationer), som følge af pludselige, voldsomme begivenheder (fx dødfald, ulykker eller overgreb), eller som følge af store livsændringer (drømme der slukker, markant forandring af hverdagen, overgang til nye livsfaser).

Man kan ikke sige hvilke bestemte oplevelser eller hvilken grad af forandring, der giver en belastningsreaktion (eller tilpasningsreaktion som det også kaldes). Det afhænger i høj grad af individuel sårbarhed og personlig historik. En belastningsreaktion defineres ved symptomerne, at man helt enkelt kan konstatere, at det er sådan man har det - uanset at andre ikke føler sig ramt på samme måde af lignende omstændigheder.

Her tjener kropsterapien flere formål. Den er et pusterum, et frikvarter fra de belastende omstændigheder, et øjeblik hvor du kan falde til ro på briksen, trække vejret, og give dig lov til at være den modtagende. Det handler også om at få fat i kroppens indre reaktioner. De fortæller noget om, hvad DU har brug for. Belastningsreaktionen opstår, fordi du er overvældet eller udmattet på en måde, hvor din naturlige selvregulering ikke fungerer. Kropsterapien “inviterer” din selvregulering frem igen i form af de behov og fornemmelser, du mærker indeni.

På denne måde handler kropsterapien både om at få et lille pust af energi - og om at få værdifuld information om, hvad næste skridt handler om - hvad man så bruger samtaleterapien til at fokusere på.

Man kan være fanget i tankemylder og endeløse grublerier på en måde, hvor man mister sig selv til forvirring og en bundløs fornemmelse af aldrig at vide, hvad der er bedst, eller hvad man skal gøre. Man prøver forgæves at tage højde for alt - mens kræfterne svinder bort og frustrationen stiger.

Du har ramt den mur, der hedder “man kan ikke tænke sig til, hvad der føles rigtigt” - på samme måde som, at du ikke kan se med munden eller lugte med øjnene. Vejen ud af de evige grublerier består i, at du genvinder kontakten til din krop og sanser, og dermed få adgang til fornemmelsen af “sådan føles det for mig”.

Kropsterapi handler om bogstavelig talt at flytte fokus fra tanker og samtale hen til krop og fordybelse. I første omgang som "mindfulness for kroppen" - overhovedet at falde til ro i kontakten med dig selv, i ordløs "uanstrengt væren". I anden omgang som en træning i “awareness” - at du gør dig modtagelig for det naturlige flow af liv og impulser, der udfolder sig i hver eneste levende krop. Det opleves som at “forbinde sig med sig selv”. Du får adgang til din “mærkesans” - til dine umiddelbare reaktioner - dem der fortæller, om det du gør, føles “som dig”, eller om du har gang i noget, der inderste inde føles helt forkert.

Det bliver til et uvurderligt input i tankeprocesserne - og til den videre dialog i samtaleterapien.

Når man har en depression, er man nedtrykt gennem længere tid uden årsag. Nedtryktheden varierer fra tristhed til sort melankoli og dyb fortvivlelse. Evnen til at føle glæde, lyst eller interesse for livet er forsvundet. Man er mere træt end normalt og har en fornemmelse af, at livet er tungt eller uoverkommeligt. Man mangler overskud til at klare hverdagens aktiviteter. (psykiatrifonden.dk). 

Gestaltterapeutisk set er depression ikke noget et menneske “har” men et symptom på, at samspillet mellem et menneske og dets omverden ikke fungerer tilfredsstillende. Som følge heraf oplever man stadig større skuffelse og opgivelse, der kan sætte sig som en vedvarende tristhed og indadvendthed, hvor man efterhånden også får svært ved at overskue helt dagligdags gøremål. På den måde bliver man også ramt på sin selvregulering. Man kan desuden døje med skyldfølelser og selvbebrejdelse, svækket koncentrationsevne og en tyndslidt selvtillid.

Her handler kropsterapien om at være et pusterum. At du får et “frikvarter” fra alt det, du ikke orker, at du kan falde til ro på briksen, trække vejret, og give dig lov til at være den modtagende part. Midt i sådan en “uanstrengt væren”, åbner du dig samtidig for din selvregulering, for det flow af liv der foregår indeni. Det kan være at du (gen)opdager hvordan det er at mærke lethed og lyse fornemmelser, eller at du opdager en ny vinkel på, hvad din depression handler om. Uanset hvad du oplever, vil det være værdifulde input til den samtalebaseret del af terapien.

Hensigten er at bygge op til en positiv spiral - at du får et lille pust af energi, som giver flere kræfter til bedre selvregulering, der i sig selv giver ny energi, og på den måde langsomt bygge dig vej ud af den depressive tilstand. Hvor du genfinder interessen for dig selv og dit liv, hvor du også kan mærke lyst og glæde, at livet er overkommeligt, måske endda med lyse og lette øjeblikke - og med det mere energi til et bedre samspil med omgivelserne.

Angst kan vise sig som konstant bekymring eller som en intens reaktion på bestemte tidspunkter. Den kan komme snigende som en lammende hvid tåge eller opleves som en bølge af hjertebanken, svedeture og rystende hænder o.a. på bestemte tidspunkter. Man kan komme et hudløst sted hen med sig selv, hvor ængstelse og frygtfantasier dominerer, hvor man undgår bestemte situationer eller er (alt for) undvigende og tilbageholde med sig selv. Man kan måske godt se, at noget er helt ude af proportioner, men man kan ikke styre sin reaktion.

Gestaltterapeutisk set er man ramt på sin selvregulering. Man er i en form for alarmberedskab, i et forhøjet energiniveau, uden tilstrækkelig indre støtte til at kunne kanalisere sin energi ud som synlighed, handlinger eller andre passende måder at tage vare på sig selv. Det, som egentlig i bund og grund er impulser til selvregulering, bliver fanget i et selvforstærkende “loop”, der opleves som angstsymptomer.

Der er mange form for angst og den kan optræde med meget varierende intensitet. Gestaltterapi er velegnet til generaliseret angst (mere eller mindre konstant følelse af bekymring, uro og ængstelse) og socialfobi (angst i sociale situationer).

Her handler kropsterapien om at skabe en modvægt til angstoplevelserne: En kropslig og virkelig oplevelse af dyb tryghed. Det foregår skridt for skridt, respektfuldt og langsomt, med en tydelige ramme man nemt kan forstå og forholde sig til. Kropsterapien er dybest set en invitation til at fordybe sig i tryghed - som man kan bygge videre på i samtaleterapien og bære med sig som glimt af indefrakommende ro.

Det mest almindelige split mellem tanker og følelser er det, hvor tanker er i forgrunden, mens krop og følelser er diffus baggrund. Det opleves som desorientering og en tågede fornemmelse af, at der er noget der rumsterer et sted indeni, men man kan ikke få ordentlig kontakt til det.

Man kan også have den form for split, at man egentlig har fuld kontakt til både tanker, krop og følelser, men har svært ved at sætte dem sammen. Det opleves som “adskilte rum”, hvor man overhører det, man i virkeligheden mærker og føler, mens man gør ting, man i virkeligheden ikke har lyst til.

Det er karakteristisk for split mellem tanker og følelser, at man tilsyneladende fungerer fint. Man kan sagtens have venskaber og parforhold, gå på arbejde og passe hverdagen. Man kan komme langt på et godt hoved og en stærk vilje! Konsekvenserne af et split vokser over tid, det viser sig langsomt, måske først efter mange år.

Det vil opleves som ukontrollerbare følelsesskift, pludselig overdrevet vrede, langvarig ked-af-det-hed, forvirring og frustration over at sidde fast, at ramme de samme problemer igen og igen. Du prøver desperat at handle dig ud af tingene, mens afmagten presser sig på. Du prøver at minde dig selv om alt det, der går godt, mens du mærker en nagende tomhed og desperation indeni. Du træffer beslutninger og gør ting, du bittert fortryder. Det er svært at tale om med venner eller partner - hvis du overhovedet prøver. Du kæmper med en voksende fornemmelse af meningsløshed.

Problemet er, at man har mistet sin egen helhed. Man har mistet den form for “livs-navigation”, der betår i at kunne mærke “det her føles rigtigt” eller “det her føles forkert” - og at kunne sætte det konstruktivt sammen med tanker og handlinger.

Kropsterapien består i at stoppe helt op. At du giver dig tid til din krop og din mærkesans. At du falder til ro på briksen, synker ind i stilhed og fordybelse, og åbner dig for livet indeni. Hvis det er svært for dig, vil jeg guide dig på vej.

Man kan ikke viljestyre sine kropslige reaktioner. Det er noget, man modtager. Det er information om, hvordan du sanser dig selv lige nu. Det oplever nogen som kontroltab: “Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at mærke - derfor frygter jeg det”. Jeg har endnu tilgode at se nogen bliver væltet af deres egen kropskontakt. Tværtimod. Frygten bliver afløst af lettelse over at finde sig selv. Det opleves som mere “mig-fornemmelse”, at komme “hjem” indeni.

Den fornemmelse er yderst værdifuld som “livs-navigation”, og helt oplagt noget du kan tage med videre i samtaleterapien.

Det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget vi mennesker husker vores fortid og barndom. For nogle er fortiden tåget, for andre består den af små glimt, for atter andre er den som en fjern “film”, man ikke selv er en del af. Hvis man har det på disse eller ligende måder, og man gerne vil huske mere og bedre, så kan kropsterapi være en måde at vække den ordløse del af hukommelsen på. At komme “ind” i minderne med følelser, sansninger og kropsfornemmelser, karakteristisk ved den dybe fornemmelse af “sådan var det”.

Kropsterapien handler om fordybelse, at falde helt til ro på briksen, at lukke øjnene og lade sig glide tilbage og derhen, hvor man gerne vil huske mere, og så at lade reaktionerne komme af sig selv. For nogle er det svært og kræver noget gentagelse, for andre er det mere ligetil. Fælles for dem, der har behovet, er tilfredsstillelsen ved at få “vished” - at få en tydelig oplevelse af, hvordan man egentlig havde det, og hvordan man blev påvirket på bestemte vigtige tidspunkter i fortiden eller barndommen.

Denne type arbejde finder sted i forbindelse med samtaleterapi, som regel med den slags arbejde der handler om “fortiden i nutiden”.

Lad mig begynde med en vigtig præcisering: Indre barn arbejde handler ikke om, at du skal være et barn igen, og heller ikke om at du har et barn “indeni”.

“Indre barn” er en rummelig metafor for alt, hvad du forbinder med at være dig som barn. I denne form for terapeutisk proces er det en metafor for, hvordan du er præget i din tidlige barndom, især hvad angår omsorg og tilknytning.

Vi mennesker fødes til instinktivt at knytte os til mor og far eller andre betydningsfulde voksne. Et barn har brug for tilknytning som næring til at vokse. Brug for dialog og spejling til at blive set og mødt. Gennem samspil at vokse frem som det menneske, det er.

Hvis samspillet i de tidlige år har været særlig mangelfuldt eller præget af talrige brud og svigt, kan man bære på et helt særligt behov for tilknytning, en længsel efter at blive set og mødt på en dyb og ubetinget måde.

Det kan i voksenlivet opleves som en dyb længsel efter bekræftelse, en fornemmelse af næsten at miste sin eksistens, hvis ikke andre (konstant) ser og anerkender én. Det kan vise sig som en social stil med altid at ville være i fokus, eller altid at længes efter mere kontakt, uanset hvor meget man faktisk får. Eller som et umætteligt behov for fysisk intimitet. Eller som overspisning og misbrug. Det karakteristiske er ikke, hvor meget man får ud af livet. Det karakteristiske er overdrivelsen, den indre tomhed, at man tilsyneladende aldrig kan blive rigtig mæt, uanset hvor meget man får.

Man er ramt på både selvregulering og samspil. I selvreguleringen mangler man den basale tillid til verden, og man mangler fornemmelse af være “mæt” - fortroligheden med at få lige det, man har brug for. Det blive i stedet til en form for “blind længsel”, som underliggende styrer ens samspil med andre mennesker.

Terapien handler på den ene side om din selvregulering. Om at du forstår, hvad det er for en længsel, du bærer på. Om at du får indsigt i, hvordan din (tidlige) barndom har været, og hvordan den har præget dig. På den anden side om dit samspil. Om hvordan du lever dit voksne liv. Om hvad du kan stille op med din længsel. Om at opdage de ressourcer, det indre barn også repræsenterer.

For nogle giver det mening at arbejde med de tidlige længsler på en meget direkte måde i form af kropsterapi.

Det foregår som en blanding af samtale og kropsarbejde på briks, nænsomt og respektfuldt. Du giver dig hen til roen på briksen og åbner dig for, at en sart og følsom del af dit indre liv bliver set og mødt, både med ord og non-verbalt i kropsarbejdet. Det er et terapeutisk arbejde, der kun er relevant for dig, der er netop dér i din proces. Det er som regel nok med en eller ganske få sessioner. Det har karakter af at “plante frø”, at du får et “glimt” af at blive set på en dyb og ubetinget måde. Et glimt, du lader vokse videre indeni, som et budskab fra dig til dit indre barn. Du er selv med til at forme de ord, der passer til dig. Det kan for eksempel være: “Jeg ser dig. Du er ok, lige som du er. Jeg er en voksen, du kan regne med. Jeg vil gerne lytte til det, du har at sige”.

Denne form for arbejde vil altid finde sted som en del af en samtaleterapeutisk proces.

David Kirk-Campbell, grundlægger af Touching Dialogue, har lavet denne fine kortfilm, som handler om arbejdet med det indre barn: https://www.youtube.com/watch?v=DvjRJMAJyLQ&t

Touching Dialogue foregår påklædt på en briks, hvor du omhyggeligt og respektfuldt lægges tilrette med puder under ben og overkrop, og med et tæppe over dig (hvis du ønsker det). Derpå er der noget tid til fordybelse med berøring af ryggen. Berøringen er nænsom og kontaktfuld. Tiden på briksen veksler mellem samtale og stilhed, som det passer til processen.

En fuld session begynder med en afklarende samtale - hvad er formålet med at arbejde kropsterapeutisk? Det sætter en ramme og skaber et fokus for processen. Du bliver lagt tilrette og får tid til fordybelse to gange i løbet af sessionen. Det mest almindelige er at ligge på maven, men det er også muligt at ligge på ryggen, hvis det føles bedre for dig. Sessionen slutter med en kort samtale, der samler op på det, du har mærket og oplevet.

Touching Dialogue foregår almindeligvis som en del af et forløb. Det vil sige, at nogle sessioner foregår som ren samtale, andre med mest fokus på kropsterapi, atter andre som en kombination, alt efter hvad tiden tillader og processen handler om.