Når man går i terapi, er det meget oplagt at interessere sig for, om terapien har nogen effekt – kan man forvente at få det bedre af at investere tid og penge i en (gestalt)terapeutisk behandling? Det spørgsmål forsøges besvaret med det, der hedder evidensforskning. Altså at man måler effekten af forskellige terapeutiske behandlingsformer ved at se på, hvad der virker, og hvor godt det virker. Den slags forskning er imidlertid ganske svær at udføre.

Lone Algot Jeppesen og Leif Vedel Sørensen, begge psykologer og specialister i psykoterapi, beskriver levende de mange evidensforskningsproblematikker i deres bog “At leve sin terapi” (Forlaget Mindspace, 2013).

Evidens kommer fra den medicinske verden og bygger på observation af målbare faktorer. Man definerer en sygdom ved bestemte symptomer, som kureres ved brug af en bestemt medicin/behandling. Det grundlæggende forhold er, at patienten er en passiv modtager af behandlingen.

I psykoterapi er det grundlæggende forhold anderledes. Patienten er en klient, og det er en del af helbredelsen, at klienten aktivt tager del i processen. Det er vanskeligt at isolere bestemte virksomme faktorer, fordi den centrale del af behandlingen består af interaktionen mellem to levende mennesker.

Lone Algot Jeppesen og Leif Vedel Sørensen skriver:

“Psykoterapi er forskellig fra samtale til samtale, netop fordi det drejer sig om forskellige mennesker med forskellige oplevelser. Selvom terapeuten umiddelbart gør det samme fra gang til gang, vil det opleves forskelligt for forskellige mennesker på forskellige tidspunkter, og derfor er manualiserede behandlinger ikke en sikring af, at det, der foregår, er så ens, at man kan “lægge det sammen” uden risiko for, hvad netop Beutler (2009) påviste: Der sker en oversimplificering af komplekse sammenhænge.” (s. 21)

Med andre ord: god psykoterapi er netop kendetegnet ved at være (lidt) forskellig fra gang til gang og fra menneske til menneske. Psykoterapiforskning er derfor en vanskelig øvelse, fordi forskning i sig selv indebærer simplificering af en proces, der i sin natur er kompleks og variabel.

Selvom evidensforskning er svært, er det trods alt ikke umuligt, og der findes flere store studier. Lone Algot Jeppesen og Leif Vedel Sørensen citerer en stor undersøgelse, som konkluderer at det mest væsentlige ved psykoterapi er, “... at modellen og teknikken er sammenhængende, velbeskrevet, fornuftig og relevant for klientens problemstilling” (s. 22), men at den ene terapiform ikke nødvendigvis er bedre end den anden, meget afhænger af såkaldte “nonspecifikke faktorer”, såsom klientens motivation og situation, den terapeutiske relation og terapeuten som person.

Mikael Sonne og Jan Tønnesvang, begge psykologer og gestaltterapeuter, refererer til specifik gestalt evidensforskning i deres bog “Integrativ Gestalt Praksis” (Hans Reitzels Forlag, 2013). De tager også forbehold for det vanskelige ved evidensforskning, men skriver blandt andet at:

“… gestaltterapi præsenterer mindst lige så lovende resultater som de (mere evidensundersøgte) kognitive tilgange (Strümpfel, 2004).” (s. 195)

Og videre:

“Endelig har man i det klassiske sammenlignende studie af Johnson og Greenberg (1985) påvist, at kognitiv adfærdsterapi og gestalttilgange har lige gode resultater, og at der er en fordel ved gestaltterapi, som ikke optræder ved kognitiv terapi, nemlig at de, der modtager gestaltterapi, fortsætter med at blive bedre efter afslutningen af terapien snarere end blot at opretholde fremskridtet fra terapien.” (s. 195)

Som konklusion på gestaltterapi og evidens, kan man derfor sige, at det er svært i det hele taget at gennemføre evidensforskning, og at der ikke er så meget evidensforskning i gestaltterapi, men at den evidens, der trods alt findes, præsenterer lovende resultater.

Der er dog stigende interesse for evidensforskning: EAGT (Den Europæiske Association for Gestaltterapi) har etableret en researchkomité, ligesom der findes faglige netværk, der fokuserer på evidens (læs mere: www.psychotherapyresearch.org).

De mest afgørende faktorer for et vellykket terapeutisk forløb er: