Belastningsreaktion handler om udefrakommende faktorer eller begivenheder, der udmatter og virker overvældende på en måde, så man bare ikke magter noget mere. Det opleves som en fornemmelse af at have fået “slået benene væk under sig”. Man er bekymret, tung og træt, har frygtfantasier, orker ikke hverdagens gøremål og trækker sig fra social aktivitet. Nogle vil også opleve angst eller depression (eller begge dele) i varierende grad.

Belastningsreaktion kan opstå som følge af af længerevarende belastning (fx arbejdspres eller svære relationer), som følge af pludselige, voldsomme begivenheder (fx dødfald, ulykker eller overgreb), eller som følge af store livsændringer (drømme der slukker, markant forandring af hverdagen, overgang til nye livsfaser).

Man kan ikke sige hvilke bestemte oplevelser eller hvilken grad af forandring, der giver en belastningsreaktion (eller tilpasningsreaktion som det også kaldes). Det afhænger i høj grad af individuel sårbarhed og personlig historik. En belastningsreaktion defineres ved symptomerne, at man helt enkelt kan konstatere, at det er sådan man har det - uanset at andre ikke føler sig ramt på samme måde af lignende omstændigheder.

I gestaltterapeutisk optik er du både ramt på selvregulering og samspil. Din selvregulering er i knæ på grund af udmattelse. Du formår derfor ikke at restituere og har hele tiden for lidt energi. Dit samspil er præget af underskud, du trækker dig af nød, dine batterier er mere end brugt op. Du kan ikke give et passende modspil, dine omgivelser kommer derfor hurtigt til at fylde for meget - din situation lammer og overmander dig.

Her er terapien et “pres-frit” rum. Jeg vil møde dig støttende, rummeligt og undersøgende. Hvis du er meget udmattet, vil jeg måske forslå kropsterapi som “pusterum”.

Vi vil begynde med det, du er mest påvirket af og så skridt for skridt trevle situationen op - hvad er der sket rundt om dig? Hvad er der sket indeni dig? Hvordan er du blevet ramt så hårdt? En del af processen vil handle om, at du får mere indsigt, at du bedre forstår dig selv og din måde at reagere på. At du kan se og adskille, hvad der er dit ansvar og hvad der er andres ansvar. Der vil være plads til alle tanker og følelser, tid til at være med dine reaktioner og lande dem på en ordentlig måde. En anden del vil handle om at du får din selvregulering på benene - at du får taget vare på dig selv, sådan at du kan genvinde dine kræfter. At du får skabt en positiv spiral af ny energi. Terapien er grundlæggende en støtte til, at du (gen)finder fornemmelse af dig selv som et frit menneske og at du (gen)vinder dine ressourcer. Sådan at du kan få kontrollen tilbage - fra belastningen styrer dig, til at du styrer den.

Man kan være fanget i tankemylder og endeløse grublerier på en måde, hvor man mister sig selv til forvirring og en bundløs fornemmelse af aldrig at vide, hvad der er bedst, eller hvad man skal gøre. Man prøver forgæves at tage højde for alt - mens kræfterne svinder bort og frustrationen stiger.

Du har ramt den mur, der hedder “man kan ikke tænke sig til, hvad der føles rigtigt” - på samme måde som, at du ikke kan se med munden eller lugte med øjnene. Vejen ud af de evige grublerier består i, at du genvinder kontakten til din krop og sanser, og dermed få adgang til fornemmelsen af “sådan føles det for mig”.

Gestaltterapeutisk set er din selvregulering i ubalance. Du er blevet for ensidig i kontakten til dig selv ved konsekvent at sætte dine tankerne først og alt andet i baggrunden.

Det er der selvfølgelig en årsag til. Der er ikke noget menneske, der skruer ned for mærkesansen ud af den blå luft. Der er måske en forhistorie med split mellem tanker og følelser, eller en opvækst, hvor der bare ikke var noget videre fokus på krop og følelser. Eller noget helt trejde. En del af terapien vil handle om at forstå din egen baggrund - for det vil samtidig afsløre, hvad du skal kigge på for at finde vej ud af tankemylderet.

Det er også muligt at arbejde kropsterapeutisk - at falde til ro i kontakten med dig selv, i ordløs "uanstrengt væren", og af den vej (gen)opdage kroppens naturlige flow af liv og impulser.

Terapien handler om, at du får en indre fornemmelse af “dig”, du kan orientere dig efter. En indre respons af “det her føles rigtigt” eller “det her føles forkert”. Det er uvurderlige input til tankeprocesserne. En kompleks situation bliver mere overskuelig, når du kan MÆRKE, hvor du er, og hvad du vil. Det vil opleves som en indre fornemmelse af ro og overskuelighed. Din største udfordring vil måske blive at knokle mindre, at bruge mindre energi på at forudse alt - at vænne dig til, at det nogle gange er helt fint at slippe tanke-kontrollen og i stedet lade tingene ske af sig selv.

Når man har en depression, er man nedtrykt gennem længere tid uden årsag. Nedtryktheden varierer fra tristhed til sort melankoli og dyb fortvivlelse. Evnen til at føle glæde, lyst eller interesse for livet er forsvundet. Man er mere træt end normalt og har en fornemmelse af, at livet er tungt eller uoverkommeligt. Man mangler overskud til at klare hverdagens aktiviteter. (psykiatrifonden.dk). 

Gestaltterapeutisk set er depression ikke noget et menneske “har” men et symptom på, at samspillet mellem et menneske og dets omverden ikke fungerer tilfredsstillende. Som følge heraf oplever man stadig større skuffelse og opgivelse, der kan sætte sig som en vedvarende tristhed og indadvendthed, hvor man efterhånden også får svært ved at overskue helt dagligdags gøremål. På den måde bliver man også ramt på sin selvregulering. Man kan desuden døje med skyldfølelser og selvbebrejdelse, svækket koncentrationsevne og en tyndslidt selvtillid.

Der er mange veje til den depressive tilstand, som i øvrigt også kan optræde som bi-symptom sammen med fx angst og belastningsreaktioner. Terapien vil derfor begynde med at opklare de nærmere omstændigheder: Hvad er der sket i dit samspil, som har udløst en depressiv reaktion? Er det en konsekvens af mangelfuld omsorg i barndommen? Er det i forlængelse af tab eller krise? Har du været igennem en stor belastning? Har det noget med svære relationer at gøre? Gemmer du dine følelser? Er vrede og grænsesætning særlig svært for dig? Er din depression altoverskyggende eller optræder den i kombination med andre slags reaktioner?

Når du ved, hvad din depression handler om, kan du begynde at bearbejde den - at få kigget på alle de tanker og forskelligartede følelser, du er fyldt af. Terapien fungerer som et “væksthus”, hvor du skridt for skridt opbygger nye indsigter og erfaringer. Vi vil både fokusere på bearbejdning og på det, der umiddelbart giver små glimt af ny energi. Det kræver noget at gøre noget - din selvregulering skal løftes, så du får flere kræfter til et bedre samspil. Hvis du er meget nedtrykt, vil jeg måske forslå kropsterapi som “pusterum”.

I sidste ende handler processen om, at du får energi nok til at forholde dig til den depressive tilstands modbillede: Hvis du oplever skuffelser - hvad gør dig lys og glad? Hvis du oplever afmagt - hvad vil du gerne bestemme? Hvis du oplever belastning - hvad vil skabe forandring, hvad vil gøre dig fri? Hvis du kæmper med relationer - hvad kan du lære af det, og hvad vil du gøre anderledes?

Ingen mennesker oplever en evig rus af problemfri lykke. Livet er en gyngetur af med- og modgang, af livsfaser og individuelle omstændigheder. Terapien handler om, at du finder ud af, hvordan du bedst muligt kan tage vare på dig selv, og hurtigere end før komme på benene igen - at du får fat i en positiv spiral af bedre selvregulering. Hvor du genfinder interessen for dig selv og dit liv, hvor du også kan mærke lyst og glæde, at livet er overkommeligt, måske endda med lyse og lette øjeblikke - og med det mere energi til et bedre samspil med omgivelserne.

Angst kan vise sig som konstant bekymring eller som en intens reaktion på bestemte tidspunkter. Den kan komme snigende som en lammende hvid tåge eller opleves som en bølge af hjertebanken, svedeture og rystende hænder o.a. på bestemte tidspunkter. Man kan komme et hudløst sted hen med sig selv, hvor ængstelse og frygtfantasier dominerer, hvor man undgår bestemte situationer eller er (alt for) undvigende og tilbageholde med sig selv. Man kan måske godt se, at noget er helt ude af proportioner, men man kan ikke styre sin reaktion.

Gestaltterapeutisk set er man ramt på sin selvregulering. Man er i en form for alarmberedskab, i et forhøjet energiniveau, uden tilstrækkelig indre støtte til at kunne kanalisere sin energi ud som synlighed, handlinger eller andre passende måder at tage vare på sig selv. Det, som egentlig i bund og grund er impulser til selvregulering, bliver fanget i et selvforstærkende “loop”, der opleves som angstsymptomer.

Der er mange former for angst, og angsten kan optræde med varierende intensitet. Gestaltterapi er velegnet til generaliseret angst (mere eller mindre konstant følelse af bekymring, uro og ængstelse) og socialfobi (angst i sociale situationer).

Jeg vil først og fremmest møde dig roligt og rummeligt. Du vil ikke være alene med din angst, jeg vil møde dig, lige som du har det. Det er i sig selv en vigtig del af terapien, at du føler dig tryg ved mig, at vi får en god kemi sammen, og at du mærker tillid til min måde at være terapeut på. Det er noget de allerfleste kan afgøre i løbet af første session.

Jeg vil muligvis foreslå kropsterapi som en måde at arbejde med tryghed på. Det foregår langsomt og respektfuldt, med tydelige rammer du nemt vil kunne forstå og forholde dig til.

Med trygheden på plads vil vi kigge nærmere på din angst. Der er noget i dig, der går i alarmberedskab - og der er samtidig noget i dig, der får dig til at stoppe op, holde tilbage eller undvige. Hvornår og hvordan lærte du angsten at kende? Hvad er det, der lammer dig? Hvad er det, du holder tilbage? Efterhånden som din indsigt vokser, vil der være basis for at konfrontere din angst og udvide grænserne for, hvad du føler dig tryg ved.

Jeg har rigtig god erfaring med stolearbejde. Stille og roligt at arbejde den angstfyldte situation igennem, at kigge på den med åbne øjne. Den generaliseret angst får blandt andet sin intensitet fra at være ukonkret, at blive båret af forestillinger om at “noget” (der ikke er godt) vil ske. Det bliver vældig effektivt punkteret af at blive konkretiseret. Den sociale angst indeholder ofte undertrykte følelser og uopfyldte behov (noget man længes efter at sige, gøre, vise, opleve ol.lign.), der samtidig opleves som en alt for voldsom udfordring. Man stopper derfor ubevidst sig selv, før man overhovedet kommer igang, hvilket bliver til et "loop" af tilbageholdt energi, der vil opleves som angst. Her handler stolearbejdet (bl.a.) om at opdage og opdyrke udadvendthed, at blive mere fortrolig med sin egen synlighed.

Terapien fungerer som et “væksthus”, hvor du skridt for skridt opbygger nok indre støtte til at kunne kanalisere al den energi, der er i angsten, ud som synlighed, handlinger eller andre passende måde at tage vare på dig selv på. At du får fat i fornemmelsen af selvregulering som “flow”, det naturlige i frit at mærke livet indeni, frit at beslutte hvad du helst vil, og frit at kunne handle på det.

Det mest almindelige split mellem tanker og følelser er det, hvor tanker er i forgrunden, mens krop og følelser er diffus baggrund. Det opleves som desorientering og en tågede fornemmelse af, at der er noget, der rumsterer et sted indeni, men man kan ikke få ordentlig kontakt til det.

Man kan også have den form for split, at man egentlig har fuld kontakt til både tanker, krop og følelser, men har svært ved at sætte dem sammen. Det opleves som “adskilte rum”, hvor man overhører det, man i virkeligheden mærker og føler, mens man gør ting, man i virkeligheden ikke har lyst til.

Det er karakteristisk for split mellem tanker og følelser, at man tilsyneladende fungerer fint. Man kan sagtens have venskaber og parforhold, gå på arbejde og passe hverdagen. Man kan komme langt på et godt hoved og en stærk vilje! Konsekvenserne af et split vokser over tid, det viser sig langsomt, måske først efter mange år.

Det vil opleves som ukontrollerbare følelsesskift, pludselig overdrevet vrede, langvarig ked-af-det-hed, forvirring og frustration over at sidde fast, at ramme de samme problemer igen og igen. Du prøver desperat at handle dig ud af tingene, mens afmagten presser sig på. Du prøver at minde dig selv om alt det, der går godt, mens du mærker en nagende tomhed og desperation indeni. Du træffer beslutninger og gør ting, du bittert fortryder. Det er svært at tale om med venner eller en partner - hvis du overhovedet prøver. Du kæmper med en voksende fornemmelse af meningsløshed.

Problemet er, at man har mistet sin egen helhed. Man har mistet den form for “livs-navigation”, der betår i at kunne mærke “det her føles rigtigt” eller “det her føles forkert” - og at kunne sætte det konstruktivt sammen med tanker og handlinger

Der er ingen, der skaber et split ud af den blå luft. Det opstår enten som følge af lang tids belastning, eller som følge af enkeltstående, voldsomme episoder. En del af terapien vil derfor handle om at lære årsagen til dit split at kende. Både for at bearbejde de følelser, der ligger gemt der, men også for at du lærer dit split så godt at kende, at du kan tage hånd om det, hvis det rører på sig igen.

En vigtig del af terapien vil handle om, at du (gen)opdager din mærkesans. Hvis det er svært for dig, vil jeg muligvis forslå kropsterapi.

Pointen med din mærkesans er, at den giver adgang til den indre “mig-fornemmelse”. Den del af dig, der umiddelbart reagerer med “det her føles rigtigt” eller “det her føles forkert” - og et væld af andre impulser og fornemmelser.

Det handler om, at du genvinder en naturlig kontakt med dig selv. At du kan “orientere dig” kropsligt og følelsesmæssigt, hvilket vil sige, at du kan mærke dine reaktioner, og forstå hvad de betyder. Denne del af terapien vil i høj grad handle om, at du “sætter ord på” - at du “oversætter” dine reaktioner fra at være noget, der måske lidt uklart sker indeni i dig, til at være noget du klart forstår og kan tænke over. Og tale med andre om (hvis du vil det).

Den anden side af et split er “livs-navigation”. At du mærker sammenhæng mellem krop, følelser og tanker, som igen hænger sammen med dine beslutninger og handlinger. Det vil opleves som en fornemmelse af helhed. Desorientering bliver til klarhed, ligesom det giver tryghed at kende sig selv indefra og ud. Der er ofte også en oplevelse af lethed - lethed i kroppen og i ens beslutningsprocesser. For nogle er det overraskende og svært at vænne sig til i kølvandet på lang tids frustration. Men det er egentlig meget enkelt. Når man hænger mere sammen som menneske, bliver det ofte indlysende, hvad man vil, og oplagt hvad man vil gøre - og dermed lettere at finde sin vej videre.

"Fortiden i nutiden” handler om flowet mellem selvregulering og samspil.

På den ene side bliver du påvirket indefra af noget der skete engang - en uafsluttet situation. Det handler strengt tager om selvregulering, for situationen er forlængst forbi, nu er der kun efterspillet indeni tilbage.

På den anden side at er der så meget følelsesmæssig intensitet bundet til den uafsluttet situation, at den har det med poppe op og påvirke dit samspil, dit liv nu og her.

Det klassiske eksempel er at bære på en stor opsparet vrede til en bestemt person, som aldrig er blevet vist eller afsluttet på en tilfredsstillende måde. Den dukker så i stedet op, når du bliver vred på andre mennesker på den måde, at din vrede kommer ud af proportioner og bliver alt for “stor” i forhold til, hvad der faktisk foregår. Den gamle vrede fra fortiden lever i nutiden i den forstand, at den smider “brænde på bålet” og gør din nutidige vrede større, end den egentlig er.

Den del af din selvregulering, der skulle placere vreden hvor den hører hjemme, er blevet “blind”. Vreden bliver lagt ind i et samspil, hvor den ikke hører til.

I terapien vil det i første omgang handle om at skille tingene ad. Hvilken vrede hører til nutiden, hvilken vrede hører til den gamle uafsluttet situation? Når du ved det, kan du rette den gamle vrede derhen, hvor den hører til, fx i form af et stolearbejde. Uanset at den anden person ikke er tilstede, kan du arbejde følelsesforløsende med din del af situationen, for det handler dybest set om selvregulering, om det du bærer på indeni.

At få sagt de helt rigtige ord højt, der hvor de hører til, er karakteristisk ved en fornemmelse af rigtighed (det er sådan jeg oplevede det) og af lettelse (endelig blev det sagt). Pointen er, at du gør sig fri indeni. Du slipper intensiteten i den uafsluttet situation. Du tager hånd om din selvregulering på en måde, hvor dit samspil bedre kan handle om det, der sker nu og her, og ikke om hvad der skete engang.

For nogen munder et sådan arbejde ud i erkendelsen af, at de må tilbage til den pågældende person og gøre en gammel historie færdig (hvis muligt). Det er ikke nok at arbejde selvregulerende, man har brug for at bringe den uafsluttet situation ind i et direkte samspil. Det kan man ikke sige noget om på forhånd. Det er bydende nødvendigt for nogen, irrelevant for andre.

Det behøver ikke kun at handle om gammel vrede. Man kan bære på mange former for uafsluttede situationer, der har det tilfælles at rumme stærke følelser, der aldrig er blevet afsluttet på en ordentlig måde. De opstår der, hvor man står alene med alle sine reaktioner overfor nogen, der ikke kan eller vil en videre dialog. Og hvor man samtidig ikke har andet valg end at leve med tingenes tilstand, at skubbe sine reaktioner til side, at lade dem glide i baggrunden, hvor de langsomt hober sig op som en boble af uforløste følelser og stigende frustration.

Man kan have komplekse uafsluttede situationer, som knytter sig til opvæksten, til far og mor (eller andre betydningsfulde voksne), til skolegang (eller hvor man ellers tilbragte sin tid). Det særlige ved uafsluttede situationer i opvæksten er, at de finder sted mens man udvikler sin personlighed. De kan derfor sætte et ekstra stort præg i form af måder at reagere på, der bare “sker”, uden at man tænker over det.

Det kan opleves som, at du gør og siger ting, du egentlig ikke vil, som ikke føles rare eller rigtige, men som bare stikker af for dig. Du står lidt som en “tilskuer” og ser det ske, måske endda selv forbløffet over din egen måde at reagere på. For nogle kan boblen indeni vokse til psykisk ubalance, til symptomer på angst eller depression, eller bane vejen for belastningsreaktioner, fordi deres selvregulering bliver så fyldt af “fortiden i nutiden”, at de mangler overskud og overblik til at håndtere deres liv nu og her på passende vis.

I terapien handler det stadig om at skille tingene ad, men nu i bredere forstand at finde ud af, hvad der er bundet til uafsluttede situationer i fortiden, og hvad det egentlig er, der sker her i nutiden. For nogle er fortiden tåget eller som en fjern “film”, og der vil det måske være relevant at arbejde kropsterapeutisk med henblik på at vække den kropslige hukommelse for bedre at kunne “mærke det man husker”.

Processen handler om indsigt, om at du får en bedre forståelse af dine reaktionsmønstre. Og om at finde de vigtigste uafsluttede situationer. Det er ikke nødvendigt at arbejde med alt. Vendepunktet består af tilstrækkelig indsigt og den kontakt du får med dig selv, og i at du reagerer på de vigtigste situationer. At du finder ud af, hvilken form for udtryk eller forløsning, der passer til dig. Her bliver den terapeutiske proces meget individuel, og det skal den også være, for det handler om at DU træder frem, der hvor du tidligere var tvunget til at træde tilbage. At du erobrer dit livsrum med tilbagevirkende kraft. Sådan at boblen af uafsluttede situationer mister sin intensitet. Sådan at du mere frit kan gøre dig nye erfaringer - at du mere frit kan navigere i livet, som det er nu og her.

Lad mig begynde med en vigtig præcisering: Indre barn arbejde handler ikke om, at du skal være et barn igen og heller ikke om, at du har et barn “indeni”.

“Indre barn” er en rummelig metafor for alt, hvad du forbinder med at være dig som barn. I denne form for terapeutisk proces er det en metafor for, hvordan du er præget i din tidlige barndom, især hvad angår omsorg og tilknytning.

Vi mennesker fødes til instinktivt at knytte os til mor og far eller andre betydningsfulde voksne. Et barn har brug for tilknytning som næring til at vokse. Brug for dialog og spejling til at blive set og mødt. Gennem samspil at vokse frem som det menneske, det er.

Hvis samspillet i de tidlige år har været særlig mangelfuldt eller præget af talrige brud og svigt, kan man bære på et helt særligt behov for tilknytning, en længsel efter at blive set og mødt på en dyb og ubetinget måde.

Det kan i voksenlivet opleves som en dyb længsel efter bekræftelse, en fornemmelse af næsten at miste sin eksistens, hvis ikke andre (konstant) ser og anerkender én. Det kan vise sig som en social stil med altid at ville være i fokus, eller altid at længes efter mere kontakt, uanset hvor meget man faktisk får. Eller som et umætteligt behov for fysisk intimitet. Eller som overspisning og misbrug. Det karakteristiske er ikke, hvor meget man får ud af livet. Det karakteristiske er overdrivelsen, den indre tomhed, at man tilsyneladende aldrig kan blive rigtig mæt, uanset hvor meget man får.

Man er ramt på både selvregulering og samspil. I selvreguleringen mangler man den basale tillid til verden, og man mangler fornemmelse af være “mæt” - fortroligheden med at få lige det, man har brug for. Det bliver i stedet til en form for “blind længsel”, som underliggende styrer ens samspil med andre mennesker.

Terapien handler på den ene side om din selvregulering. Om at du forstår, hvad det er for en længsel, du bærer på. Om at du får indsigt i, hvordan din (tidlige) barndom har været, og hvordan den har præget dig. På den anden side om dit samspil. Om hvordan du lever dit voksne liv. Om hvad du kan stille op med din længsel. Om at opdage de ressourcer, det indre barn også repræsenterer.

For nogle giver det mening at arbejde med de tidlige længsler på en meget direkte måde i form af kropsterapi. Det foregår som en blanding af samtale og kropsarbejde på briks - læs mere under kropsterapi.

Hensigten med at arbejde med dit indre barn er ikke, at du nu skal til at tænke på dig selv som to personer - som en voksen med et barn indeni. Hensigten er, at du for en tid bruger det indre barn som et stærkt symbol, som en måde at få kontakt til de følelser og prægninger, der fandt sted tidligt i livet, før du fik sprog, før du lærte at tænke på en selvbevidst måde.

Den terapeutiske pointe er, at du får taget dig af en længsel, det ellers kan være rigtig svært at tage sig af. Og at du dermed får kontakt til alle de ressourcer, der knytter sig til den tidlige del af livet. Som John Bradshaw skriver det i “Rejsen hjem”, en klassiker indenfor indre barn arbejde:

“Når folk én gang har haft kontakt med deres sårede indre barn, begynder den kreative energi fra deres vidunderlige, naturlige barn at dukke op. Når det indre barn er blevet integreret, bliver det en kilde til genskabelse og ny vitalitet.”

Pointen er at kunne tage det legende, kreative, umiddelbare, nysgerrige og spontane med ind i dit voksenliv, og at du finder ud af, hvordan du blive mæt og glad i dine voksenrelationer.

Terapi er nærvær og venlig opmærksomhed, et fortroligt rum af kompetent dialog. Den første gang er en uforpligtende “se mig an” session (se praktisk info). Jeg lægger vægt på at skabe god kemi og et tillidsfuldt rum, hvor du kan være tryg ved at åbne op.

Selve terapien foregår som en fælles dialog, hvor du fortæller om dig selv og din situation. Jeg giver feedback, stiller spørgsmål og kommer med forskellige forslag til, hvordan du kan arbejde.

Jeg vil også spørge til, hvad du vil med terapien - hvor vil du gerne hen med dig selv? Det taler til din selv-ansvarlighed, at du arbejder dig henimod at slippe terapien igen, og det vil fungere som en overordnet retning i den terapeutiske proces.

Undervejs kan du eksperimentere med stolearbejde eller kropsterapi (hvis du vil det). Det hedder eksperimenter, fordi der ikke er en “facitliste”. Det handler om at skabe en ramme, hvor du kan mærke dig selv og dine reaktioner på en levende måde, og ud af det finde frem til dine egne svar.

På den ene side vil der være det terapeutiske rum, min erfaring og kompetence, og min måde at være terapeut på. På den anden side vil der være din unikke måde at være menneske på, og den særlige situation, du står i. Terapien består i, at jeg byder ind med det, jeg kan, og at du tager aktiv del i processen. Ud af det møde vil der vokse nye erfaringer frem. Terapiens slutpunkt er, når summen af nye erfaringer bliver så stor og har slået så meget rod i din hverdag, at du ikke længere har brug for en terapeut til at finde din vej videre i livet.