Forandringsprocessens faser
Alle terapeuter vil uvægerligt på den ene eller anden måde specialisere sig. Den slags terapeutisk arbejde man udfører, bliver til erfaring, som efterhånden bliver til et speciale. For nogle bliver det til et speciale i at behandle alkoholmisbrug, for andre speciale i at behandle spiseforstyrrelser, for atter andre behandling af voldsofre eller voldsmænd. Mit speciale er blevet forandring og forandringsprocesser.
Jeg har haft den store glæde i min praksis at møde mange ret forskellige mennesker med ret forskellige ønsker og problematikker. Det har været mænd og kvinder i alderen 20 – 60 år, studerende, arbejdsløse og erhvervsaktive, singler, kæreste- og familiemennesker.
De har haft det tilfælles at have noget i livet, som er problematisk eller meget problematisk – og et ønske om at ændre situationen til noget bedre.
Efterhånden som de første hundrede timer blev til de første tusind timers praksis, tonede endnu et fællestræk frem: selve forandringsprocessen. Selvom det enkelte mennesket i sine behov og ønsker er endog ret forskelligt fra sin næste, så har det vist sig, at forandringsprocessen følger visse faser, som går igen fra menneske til menneske. Disse faser kan helt kort beskrives som: indsigt – eksperimenter – integration.
Indsigtsterapi
Indsigtsterapi består grundlæggende i afdækning af sammenhæng, baseret på spørgsmål som: Hvordan oplever man selv sin situation? Hvordan begyndte det hele? Hvilke tanker og følelser er fremherskende? Hvad er en meningsfuld forklaring? Hvordan påvirker fortiden nutiden? Denne type terapi fører til indsigt i sig selv, sin historie og nuværende situation.
For nogle er indsigtsterapi en kort proces, som bekræfter tanker og fornemmelser, man allerede har gjort sig, for andre er det en længere proces som afgørende ændrer, hvordan man opfatter sig selv og sine omgivelser. At opnå indsigt er imidlertid ikke det samme som at gennemføre forandring. Indsigt er det grundlag næste fase hviler på: eksperimenter.
Eksperimenter
Eksperimenter består i velovervejet at gøre noget andet, end man plejer at gøre. Indsigten har gjort, at man ret præcist ved hvor skoen trykker, og man ved ret præcist hvilke reaktioner eller konsekvenser, man frygter nye handlemønstre vil medføre. I terapien kan man øve og gennemspille forskellige scenarier, og på den måde forberede sig på, at vise nye sider af sig selv overfor sine omgivelser. Eksperimentet kan naturligvis også bestå i netop ikke at være velovervejet, men tværtimod at tillade spontane reaktioner at få udtryk.
Disse eksperimenter giver forskellige reaktioner, man føler sig høj over succes eller trykket af tilsyneladende fiasko, omgivelserne reagerer afvisende eller imødekommende. Eksperimentet skaber refleksion, det bearbejdes og bliver til ny indsigt, som bliver til erfaring. Efterhånden vil man have udført så tilpas mange eksperimenter, at nye handlemuligheder er blevet tilgængelige eller ligefrem noget helt naturligt.
Det er enhver forandringsproces’ helt afgørende fase, at man eksperimenterer og gør nye erfaringer. Det er her man omsætter tanker til handling, teori til praksis. Det er her, man lærer nye sider af sig selv at kende, samtidig med at omgivelserne gør det. Det kan være en følsom fase, hvor ens mod bliver sat på prøve, men det er også en givende fase, hvor de første succesoplevelser bliver beviser på, at nyt land kan erobres. Efterhånden vænner man sig til at bruge sine nye handlemuligheder, og hermed nærmer man sig forandringsprocessens sidste fase: integration.
Integration
Min mentor, David Kirk-Campbell, kalder denne fase ”celebration-therapy”, fordi man ikke længere står i en problematisk situation, men tværtimod demonstrerer handlekraft, hvor man før var rådvild. På dansk kan man kalde denne fase ”at fejre sine nye færdigheder”. Man integrerer, at man har udviklet nye kompetencer, at man har udvidet sin personlighed med nye nuancer, og at man har giver sig selv et større livsrum. Og der er virkelig noget at fejre – det er en dyb glæde og stor triumf, hver eneste gang et menneske demonstrerer forandringens mulighed.
Til sidst tackler man selv livets forskellige udfordringer, uden at have brug for terapiens støtte, og man har fejret sine succeser, der er ikke længere så meget livsvigtigt at tale om – processen (og terapien) har nået sin naturlige afslutning.
Denne skitse over forandringsprocessens faser, skal ikke forstås som en drejebog eller universalnøgle til ethvert menneskes terapeutiske proces. Mennesker er forskellige! Man har forskellig følsomhed overfor livet, forskellige livsværdier, forskellige baggrunde, forskellige erhverv, forskellige livsforløb – og derfor selvfølgelig forskellige terapeutiske forløb.
Jeg ser det som min fornemste opgave som terapeut, at have øje for netop dét – hvert menneskes særpræg og individualitet – og at være en kompetent ledsager gennem forandringsprocessens mange forskellige øjeblikke af indsigt og udsyn.